Sequenz vinder DM i FS 4-way 2025
Kom sol, kom regn var meget rammende for DM Fritfald 2025. Men selvom vejret satte nogle pauser ind, blev alle runder sprunget i konkurrencerne med skarp styring fra FDK, dommere og frivillige. I FS 4-way vandt landsholdet Sequenz for fjerde gang Danmarksmesterskabet i FS 4-way. Sequenz-holdet Hans Oksen, Peter Stræde, Ulrik Høgsberg & Anders Krabbenhøft (video) fra Varde Faldskærmsklub og Flemming B. Andersen fra Nordjysk Faldskærmsklub. Stort tillykke!
Sequenz
For FS 4-way landsholdet var det et tilfredsstillende resultat ved DM.
"Vi har arbejdet på at bliver mere clean i vores spring, altså have færre 'busts' i runderne. Og at opnå en hel konkurrence uden at 'buste gik bedre, end vi havde håbet på, og måske lidt for godt. Vi skulle nok have taget nogle chancer og givet den gas tidligere i springene. Men derudover fungerede vores exit-strategi, og vi havde kun en runde med et mindre godt exit. Så alt i alt med det antal spring, vi havde budget til og mulighed for, kan man vist ikke forvente mere end dette," fortæller Hans Oksen fra Sequenz og tilføjer:
"Nu ser vi frem mod Tunnel DM i november, men vi er selvfølgelig kede af ikke at kunne deltage i EM/World Cup i år. Planerne er at have en træningscamp inden Tunnel DM og håber at stå skarpt til årets sidste konkurrence. Men ellers er planlægningen af 2026-sæsonen i fuld gang, hvor vi arbejder hen imod at deltage i VM, der bliver afholdt i Arizona, USA."
Sølv til Hey Hallå
Konkurrencen i toppen af AAA er tæt med Team Hey Hallå, der vandt sølvmedalje med cirka 20 point efter Sequenz. Hey Hallå består af Mie Awesome Jusjong, Henrik Pontoppidan, Mads Blomgren, Kirsten Mahncke fra FDK & Anders Krabbenhøft (video) fra VAF.
Hey Hallå
Bronze blev vundet af Supra, der var rykket fra AA op i AAA i år. Holdet fandt rytmen som runderne blev sprunget i konkurrencen og opnåede 95 point. Holdet består af springere fra FDK, NJFK og Skydive Viborg: Mark Andersen, Kim Lauer, Thomas Thorndahl, Lasse Aagaard & Alexandre Figueiredo.
Supra
Deler erfaringer og gør hinanden bedre
Det er første gang i en række år, at der var deltagelse af seks hold i AAA-rækken. Et andet hold der tog lidt af et ryk i år er Flyverust med springere fra ØFK, NJFK, FDK og KFK. Ved sidste års DM Fritfald deltog Flyverust i A-rækken (2024) og havde egentlig tilmeldt i AA i år, men da der ikke var nok tilmeldte hold i AA-rækken, rykkede Flyverust-holdet op i AAA. Udfordringen gav nye positioner at forholde sig til i runderne og tempoet er højere, men holdet tog det med stort gå på mod og hjælp fra blandt andet Team Hey Hallå i træningen undervejs i konkurrencen.
På denne måde viser DM at i konkurrencerne kan man spejle sin kunnen og sit niveau i andre hold og springere, men et DM er også et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og gerne gør hinanden gode. Og der er godt humør og en fed stemning under konkurrencerne, som I kan fornemme på billederne her af holdene.
Flyverust består af Adam Hammer, Aslak Porsannin, Kim Rasmussen, Silas Hedegaard & Michael Boe Laigaard (video).
FourDK vinder A-rækken
I A-rækken vandt de garvede springere på FourDK og på andenpladsen kom NJFK, der var et klubhold samlet af både unge og erfarne springere.
Se resultaterne fra DM Fritfald, FS 4-way her:
FS 4-way AAA
1. Sequenz, 146 p
2. Hey Hallå, 128 p
3. Supra, 95 p
4. CISM RED, 89 p
5. Dropping like it's hot, 89 p
6. Flyverust, 78 p
FS 4-way A
1. Four DK, 56 p
2. NJFK, 50 p
Alle resultater fra DM Fritfald, FS 4-way Formationsspring kan findes her på InTimeScoring
Tak for et fantastisk DM
Tillykke til alle springerne! Vi glæder os allerede til næste år.
En stor tak til FDK i Maribo, der afholdt et fantastisk DM Fritfald igen i år. Tak til klubben, dommere og alle frivillige!
Fotos: Michael Riber og Sequenz