Julehilsen 2026: Til alle jer fra alle os
En musikalsk dansk klassiker fra 1980, som hedder ”Sæsonen er slut” rammer jo helt fint, hvad kalenderen fortæller os – at der ikke er mange dage tilbage i 2025, men der er fortsat sporadisk aktivitet rundt om på de danske springpladser, da vi jo nok må acceptere, at klimaet jo har forandret sig.
Så endnu en spændende, udfordrende og udviklende sæson lakker mod enden, og igen har DFU's nye støttepuljestruktur været brugt til at støtte en lang række forskellige aktiviteter til gavn for både medlemmer, klubber og discipliner. Bestyrelsen havde i 2025 prioriteret endnu flere penge til puljerne, hvilket har medført, at ikke alle midlerne er blevet brugt i år. Men det er vigtigt for bestyrelsen og administrationen at flest mulige medlemmer og klubber kender til og bruger puljerne, så du kan læse mere om puljerne her.
Mange c-certifikater, færre medlemmer
En af de helt ekstraordinære aktiviteter, som bestyrelsen valgte at prioritere i september 2024 var en kampagne, som tilbød gratis elevspring i en hel måned, hvilket eleverne flittigt gjorde brug af. Dette resulterede i, at klubberne i 2025 har færdiguddannet hele 63 c-certifikatspringer, og det tal er det højeste i de seneste 10 år, hvilket er enormt glædeligt.
Dette tal skal ses i lyset af, at DFU oplever en større medlemstilbagegang, og det forventes desværre, at 2025 bliver endnu et år med det faldende medlemstal, hvilket både klubber, bestyrelse og administration skal være meget opmærksom på. Der er givetvis flere faktorer, der spiller ind, men en af hovedårsagerne til dette er de udfordringer i samarbejdet, som DFU igennem mange år ellers har haft med Forsvaret.
Både bestyrelse og administration ønsker at støtte klubberne med at skabe rekrutteringspotentialer og fastholdelsesinitiativer. Dette er noget, vi sammen med klubber og medlemmer vil udvikle og forfine igennem møder og dialoger med økonomisk støtte igennem de føromtalte puljer. Så I er alle velkommen til at tage fat i os på DFU’s kontor, hvis du har en god ide
Adgangen til luftrummet
Et andet sted hvor bestyrelsen og administrationen lige nu ”står på tæer” for at finde fremtidige løsninger, er den generelle adgang til luftrummet for klubberne. Vores klubber udfordres af det nationale fokus på solcelle- og vindmølleparker, men også bruges af traditionel fuel.
Dette synliggøres helt specifikt i DFU’s kommende strategiaftale med DIF, som løber mellem 2026-2029. Her kan du orientere dig i DFU’s nye strategiaftale.
Konkurrencer i 2026
De fleste danske mesterskaber er på plads for 2026, og til næste år vil vi for alvor forsøge at udvikle lidt på konceptet for Fritfalds DM, som afholdes hos Kolding Faldskærmsklub (KFK). Her vil vi sammen med KFK forsøge at skabe et større boogie med storfly for nyere springere, samtidigt med at der afholdes DM i fritfaldsdisciplinerne FS 4-way, Freestyle, Freefly og wingsuit.
Vores nationale mesterskaber vil vi gerne præsentere for alle DFU-medlemmer, også for at vise hvad der foregår ved et disciplinmesterskab, og det er vigtigt at understrege, at vores disciplinkonkurrencer er udviklet således, at selv mindre erfarne springere kan deltage. Man skal dog være udtjekket til disciplinen, og disse udtjek vil vi forsøge at kunne tilbyde ved storfly-stævnet op til og under Fritfalds DM-ugen.
DFU har nemlig generelt også her oplevet et fald på konkurrencedeltagere, dog med undtagelse af Tunnel DM, hvor vi i 2025 oplevede det største deltagerantal nogensinde med mere end 31 hold.
Her har du et overblik over de nationale mesterskaber i 2026:
- DM i Præcision – uge 26 i forbindelse med DIF’s DM ugen i Herning
- DM i Canopy Piloting – uge 29 i Herning hos DZDK
- DM i fritfaldsdisciplinerne – i uge 35 hos Kolding Faldskærmsklub
- DM i FS 8-way – dette er ikke fastlagt endnu
- DM i Tunnel - dette er ikke fastlagt endnu, men vil givetvis blive afholdt i Malmø igen
DFU's bestyrelse lancerede i 2024 en ny talent- og elitestrategi, som bliver omdrejningspunktet for, hvordan vi i DFU fremadrettet prioriterer midler, og fokuserer vores talent og elitesatsning. Du kan læse strategien her.
I forlængelse af elitestrategien, så har DFU's sportsudvalg netop åbnet op for ansøgningerne til talent og eliteprogrammerne for 2026. I den forbindelse så har bestyrelsen prioriteret, at der 8. februar 2026 afholdes et fællesmøde for disse atleter, hvor der både vil være fokus på, hvordan den enkelte kan arbejde med sit mentale fokus, men hvor vi også samlet diskuterer, hvordan talent og eliten kan understøtte klubberne og DFU i fastholdelsen og udviklingen.
Læs mere om talent- og eliteinvitationerne her
Nyt DFU.DK
DFU får ny hjemmeside i 2026, hvilket du kan se frem til, da det nye DFU.DK gerne skulle stå klar i løbet af foråret. Allerede nu arbejder vi på en hjemmesideplatform, som både bliver mere nutidig og samtidig gerne skulle understøtte vores udviklingsønsker. I den forbindelse kan jeg da lige nævne, at vi i 2025 har foretaget mere end 300 FB opslag, som har haft mere end 1.000.000 visninger og 300.000 interaktioner. Derudover har vi udarbejdet 90 nyheder og artikler på DFU.DK. Dette har været et strategisk fokus, at DFU skal være mere synlige på diverse platforme.
Hvis du ønsker at skabe dig et overblik over DFU’s økonomi – så læs mere her DFU's økonomi.
Tak til alle jer frivillige der skaber udvikling, fastholdelse, og som skaber rammerne for det gode og forpligtende foreningsliv – uden Jer, ingen faldskærmssport
Så fra alle os til alle jer
Glædelig jul og godt nytår fra DFU
