Nyt fra Canopy Formation: Spring Fling i USA og camps i Sverige
Om lidt i marts 2026 tager Christian (FDK), Mads (OFC) og Martin McAir (OFC) til Spring Fling i USA, som i år foregår i Sebastian, Florida. Campen har fået navnet 'Size Doesn't Matter', da fokus i stedet for +100 springere er på mindre formationer, dvs. fra 4 til 16 springere. Der vil blive øvet alt fra grundlæggende, præcis, rolig og ikke mindst sikker flyvning - til akrobatisk flyvning (fx planlagte downplanes), natformationer og meget andet for de mere erfarne.
Hjem til DK får vi en lille håndfuld danskere, der er mere end klar til at følges til Sverige til CF-camp sammen med flere af de andre CF'ere.
Fællesbillede fra en tidligere CF-camp
Tag med til CF-camp i Fallskärmsklubben Aros i Sverige
I foråret er planlagt en CF-camp i Sverige med Pasi Pirttikoski. Campen i Sverige er for erfarne CF-springere og foregår torsdag den 14. maj kl. 10 til søndag den 17. maj kl. 16.
Du kan finde campen her på facebook: https://fb.me/e/57w4DMgG9
I Aros-klubben i Sverige er der også mulighed for, at andre end CF-springere kan deltage. Er du elev under uddannelse (fri af hopmester er et krav), så er der dansk instruktørkapacitet til det.
Funjumpers er også velkomne. Ofte er der dygtige svenske springere, der vil flyve såvel FS som FF, og de flyver gerne med såvel erfarne som nybegyndere.
Der tilbydes gratis overnatning i klubben. Der er sovesale, klubhus med køkken, separat bygning med bad og sauna samt alle faciliteter (butikker og restauranter) i nærheden - og ikke mindst, er der venskabelig, festlig og afslappet atmosfære.
Klubben er også åben tidligere end torsdag den 14. maj, hvis man kommer i god tid.
Fallskärmsklubben Aros er klubben med de fleste springdage om året, og så har de Sveriges hurtigste fly til 4.000 meter.
Flere CF-camps i 2026
Senere på året er der også CF-camps i Finland, Tyskland, Polen og Canada og sidst, men ikke mindst, en camp i august i FDK (21.-23. august). Den camp er dog kun for springere med udtjek og et vist grundniveau, men vil man i gang med CF, så få teoretisk introduktion og tag et udtjeksspring med McAir eller Cornelius - og tag med til Sverige i maj. Senere er dog også muligt.
CF i DK er stadig i god udvikling, og i løbet af de næste år kan det ske, at der både gennemføres simple, sikre og sjove 2-mands-CF-formations-konkurrencer såvel som en nordisk og dansk rekord i største CF-formation. Særligt 2-mandsformationer er noget, der diskuteres af CF i DK, da alle kan være med, uanset om man blot lige har fået udtjek eller om man er mere erfaren.
Er du seriøst interesseret i CF i år, så kontakt din nærmeste CF-springer i klubben og se frem til helt unikke oplevelser på himlen.
Læs også CF-campen i Polen i 2025, hvor Cornelius fra OFC og Patrick fra West Jump deltog
