DIF's Initiativpulje har givet støtte til eWinch

Dansk Faldskærms Union ansøgte DIF's Initiativpulje til projektet eWinch i slut august og vi har modtaget støtte! I 2027 skal vi i DFU arbejde med at inkludere eWinch som en del af aktiviteterne i faldskærmsklubberne. Winch-projektet er udviklet af springer og instruktør René Sølbeck Hansen i samarbejde med DFU's administration.

Mange kender optræk fra både svævefly og paragliding & hanggliding, og vi trækker på erfaringer derfra og fra forsvarets winch. Det er også vigtigt at understrege, at andre europæiske lande i flere år har benyttet winch til nye springere og konkurrerer inden for disciplinen.

Med eWinch-projektet ønsker DFU at skabe nye veje ind i faldskærmssporten til bedre fastholdelse af elever og udvikling af sikkerheden. Winch understøtter desuden DFUs grønne ambitioner og ESG-arbejde, da optrækket kører på batteri.

En udfordring for faldskærmssporten i dag er, at sporten ikke er let tilgængelig for yngre springere, og tid er en faktor for både unge mennesker og mennesker med en travl hverdag, da sporten er så vejrafhængig. Med dette projekt, vil vi kunne teste, hvordan sporten kan udvikles, da vi kan udnytte dage, hvor vi normalt ikke vil kunne springe fra fly. Med Winch vil vi skabe flere aktiviteter ude i klubberne.

Vi sender en stor tak til Danmarks Idrætsforbund for at give os muligheden for at sætte denne projekt i luftet.

 

Har du spørgsmål til winch-projektet, er du velkommen til at skrive til os på dfu@dfu.dk.