DFU har sin egen Superman

..og han hedder Dennis Ohlsen.

Igennem de seneste 8-10 år har Wingsuit vækstet fra at være en pionérdisciplin, som primært tog udgangspunkt i "vilde ting i Alperne" til nu at være en super seriøs konkurrencedisciplin, hvor Danmark er en af de bedste nationer i verden.

Dette arbejde har været båret primært af Frits Jensen, men også Benny Skovhede der varetog udviklingen i Jylland, dog har Benny nu forladt sporten. Men Frits har været vedholdende og skabt en disciplin i Danmark, hvor frugten nu høstes i form af sindssygt dygtige Wingsuiter, hvor vi blandt andet kan nævne Per Bjørn Poulsen, Tanya Barkhuus, Ulf Munkedal og naturligvis Dennis Ohlsen, som trækker en masse erfaring og medaljer hjem til Danmark. Men næste kuld dygtige wingsuitere er på vej i form af Kristian Sommer og Jonas Borum. Derfor skal der lyde en kæmpe stor tak til Frits Jensen for hans store arbejde med at introducere og udvikle disciplinen i Danmark.

Men der vil fra 2023 igen være stor fokus på at skabe ny interesse og bredde inden for wingsuit-disciplinen, så hold øje med DFU.DK og DFU's Facebookside, når vi publicerer begivenheder.

Dennis Ohlsen har været på en mindre Europa tour i denne sommer, hvor det ellers også var planen at skulle deltage og tage titlen ved de tyske mesterskaber, men logistikken igennem Europa og en bil der drillede, gjorde at Dennis ikke nåede denne konkurrence.

Men efter sin 2. DM titel i træk, så drog Dennis med familie til Italien, hvor han vandt sølv ved denne konkurrence, hvorefter han tog til Schweiz, og her tog han et skridt op af stigen og blev nr. 1.
Konkurrencen i schweiziske alper var super spændende men ligeledes meget udfordrende, da terrænet der jo helt åbenlyst er til den friske side, og som Dennis selv siger: "Virkelig fedt og sjovt at blive udfordret på nogle nye punkter!"

Derfor ser Dennis Ohlsens sæson, konkurrencemæssigt, indtil videre således ud:

  • Sølv i Sverige
  • Guld i Danmark
  • Sølv i Italien
  • Guld i Schweiz

"Vi er super tilfredse og enormt glade for, at Dennis Ohlsen har været rundt om i Europa og repræsenteret Dansk Faldskærms Union, og vist den flotte røde trøje frem med "Denmark" på ryggen", udtaler Sportsmanager Nikolaj Larsen. Lige nu arbejdes der på at finde en kompetent landstræner, så de danske talent og elitespringere kan udvikles yderligere.

Næste stop for Dennis Ohlsen og resten af landsholdet, som består af Ulf Munkedal og Kristian Sommer er VM i Eloy, US. Denne konkurrence finder sted 11.-16. oktober 2022.

Det bliver virkelig spændende at følge landsholdet ved VM, da alle 3 wingsuiter kan blande sig i blandt de allerbedste.