Fantastisk fællestur til Bornholm

Turen til solskinsøen i Østersøen i slutningen af april havde stor deltagelse og der blev både tid til spring, sight seeing, is og Sol over Gudhjem. FDK i Maribo og Faldskærmsklubben Bornholm i Rønne stod for turen og 25 springere tog med fra både FDK, FKB, Skydive Viborg og Kolding Faldskærmsklub. Det var en god blandet flok springere på forskellige niveauer og et par elever hoppede også med, så der var læring på tværs af gruppen.

Det blev en forrygende weekend, fortæller Helle Eriksen fra FDK, der var en af arrangørerne af den fælles tur, som var åben for alle DFU-springere og fik støtte af DFUs puljer.

Turen startede fredag formiddag med at flyve fra Lolland til Rønne, fortæller Helle:

- Her lavede vi et par lift og hentede derefter en omgang springere på DFC og nåede 3 lift fredag aften også. Nogle af springerne kørte i bil derover og havde taget den tidlige morgenfærge, mens andre fløj med RUL derover. De sidste ankom fredag aften og lørdag formiddag med færgen. Vi havde lejet hytter/ferielejligheder, hvor stort set alle overnattede. Fredag aften var til fælles pizza og hygge. 

- Lørdag blæste det for meget til spring, i stedet fik vi lejet en minibus, så alle kunne komme rundt på øen i de biler vi selv havde med og så den ekstra minibus. Vi tog op til Hammershus, hvor vi stort set blæste væk deroppe. Men vi fik set de historiske bygninger og fik godt med vind i håret. Derefter en hurtig smuttur til Opalsøen lige ved siden af, hvor 3 friske fyre tog en tur i søen inkl. et par spring fra klipperne ned i vandet.

- En gruppe var taget til Gudhjem for at få "Sol over Gudhjem", men herefter mødtes vi igen og vi var så heldige, at en af deltagerne kendte ejeren af WILD distillery, hvor vi fik rundvisning og efterfølgende lille ginsmagning. Om aftenen havde vi fundet et sted, som havde plads til stort set os allesammen til fællesspisning (23 stk.). Endnu en dejlig dag afsluttede med fælleshygge i hytterne.

- Søndag kunne vi heldigvis springe igen og det blev til 7 lift med højt humør. Kl. 15 sluttede springeriet, da vi skulle have folk tilbage til hhv. DFC og FDK og nogle skulle afsted mod færgen igen. En rigtig dejlig tur.

 

Tak til Helle for historien!

 

Vil du med på tur?

I Pinseweekenden tager Skydive Viborg på tur til Læsø (alle DFU-medlemmer kan deltage) og senere på året i juli tager Faldskærmsklubben DFC en uge til Langeland. Hold øje med ture i DFU Kalenderen, på facebook  og i klubbernes medlemsgrupper. 

Foto: FDK.