Gode råd om handsker og kolde 'poter', når man skal trække sin faldskærm

Bjarne Wahl Hansen har skrevet et fantastisk indlæg i Skydive Community gruppen om brug af handsker, når man springer i den kolde sæson. Læs med og bliv klogere, så du altid har varme hænder og kan trække din faldskærm. Læs videre i gruppen, hvor der er flere gode råd til handskevalg.

  

Himmeldykkere!

Temperaturen daler, og det kunne vi se i hændelsesrapporterne sidste vintersæson, så lad os lære lidt af det. Ved kolde temperaturer fryser man om poterne, dermed kan det blive svært at trække sin faldskærm. Sidste vinter var der hændelsrapporter omhandlende at man gled på cut away håndtag, frosne fingre (tvivlsomt handskevalg) og derfor problem med at trække hovedskærmen - samt flere andre uheldige episoder.
 

Handsker er ikke universalløsningen, for handsker er forskellige. Men er lidt tips til gode handsker:

- De skal sidde tæt til fingrene.

- De skal have grip (altså, ikke være glatte).

- De skal ikke kunne ryge af nemt - heller ikke når din ven trækker i dem i frit fald.

- De skal være rimeligt vindtætte.

- Du skal kunne betjenes pilotskærmen, cutaway pude, reservepude/-bøjle og styrehåndtag.

- Du skal kunne åbne dit visir, hvis du springer med fullface.

- Om du kan betjene dit kamera, er vist ikke sikkerhedsmæssigt.

 

Varmt tøj under dragten
Der er tilgået en del wingsuiters. Tænk over at I er deroppe markant længere tid, når I flyver wingsuit, end I var sidste vintersæson, så overvej også tøjet under dragten. Sidste års vinterpåklædning virker ikke nødvendigvis i wingsuit.

Det samme gælder CRW-springerne!

Fly med cargodør er pivkolde nede ved døren, så hvis man er ude først, bør man også have tanke på det.

 

Test grejet før du springer i højden
Når du finder dine favorit handsker, så gennemgå for eventuelle problemer. Tag dit grej på hjemme i stuen, træn at trække håndtagene (uden at trække i cut- og reservehåndtag), de føles anderledes - ny muscle memory!

Eventuelt prøv handskerne på et 1500m spring, før du tager dem med i frit fald - for hvis de er lige til den kolde side, så er det for sent, når du er i fritfald og har frosne fingre...


Lad os lære af det
Lad os lære af det og få en god vintersæson uden uheldige oplevelser, som kunne være undgået.

Og som altid, hvis du har det mindste tvivl, så tal med en mere erfaren springer/instruktør

Nyd vintersæsonen!

Husk at årskontrol-sæsonen er startet, så få booket tid hos din favorit-rigger