Ny formand i DFU

D. 10. marts afholdte DFU ordinært repræsentantskabsmøde, hvilket bød på mange spændende

og relevante diskussioner. Klubrepræsentanter og medlemmer var mødt talstærkt op for at tage

del i den demokratiske beslutningsproces og debat i foreningen. Det er inspirerende at se,

hvordan medlemmerne tydeligt brænder for faldskærmssporten og ønsker at bringe sporten

fremad. Du kan læse referatet fra mødet her.

Til mødet sagde vi blandt andet velkommen til vores nye bestyrelsesformand, Flemming Olsson.

Flemming er ikke ny indenfor faldskærmssporten, hverken som springer og eller som formand.

Han har nemlig været en del af miljøet i mange år, og fra 2012 – 2016 sad Flemming første gang

som formand i DFUs bestyrelse.

Administrationen fangede Flemming efter repræsentantskabsmødet for at høre hans tanker om

formandsposten. Læs interviewet herunder:

Hvorfor har du sagt ja til at blive formand for DFU igen og hvad synes du er særligt spændende

ved posten?

”Jeg synes, det er spændende at få indflydelse, og jeg motiveres af at være med til at påvirke

sportens retning. Jeg har valgt at tiltræde som formand igen, fordi jeg gerne vil bidrage til

udviklingen af sporten. Jævnfør det nye strategispor ser jeg potentiale og behov for medlemsvækst

samt fastholdelse af eksisterende medlemmer. I den forbindelse håber jeg på flere aktiviteter i

klubberne, også udenfor for springsæson, for at skabe mere klubliv og på den måde motivere

medlemmerne til at blive i sporten.”

Man kan ikke komme udenom, at Dropzone Denmark vækker bekymring ude i klubberne.  Hvad

ser du som klubbernes styrke i forhold til en kommercielt drevet klub?

”Du får et medlemskab i et unikt miljø. Her samles mennesker om sporten og det er selvfølgelig

omdrejningspunktet, men der er så meget mere i det, end blot at springe i faldskærm - klubberne

arrangerer ture og laver events, hvor medlemmer fra hele landet mødes. Der er klubaftener,

fællesspisning, fællesrejser og meget mere. Det er en utrolig social sport at være en del af. Det er

også et sted hvor mennesker med forskellig baggrund samles om den samme passion og det

skaber et særligt frirum, hvor alle er lige uanset baggrund.”

Hvor håber du DFU har bevæget sig hen, når vi mødes til næste repræsentantskabsmøde?

”Jeg håber klubberne tager mere ansvar gennem handling og bliver klædt bedre på til det. Jeg

håber på mere synlighed af det gode foreningsliv og på mere samarbejde mellem klubberne. Det

kan være alt fra erfaringsudveksling til at deles om hinandens fly- og miljøkapacitet.”

Hvordan synes du, DFU har forandret sig, siden du startede som formand i 2012?

”Tilbage i 2012 var DFU mindre synligt. Flere klubber havde en oplevelse af, at DFU var langt væk

og ikke havde nogen reel tilknytning til dem. Det har i høj grad ændret sig! I dag har klubberne en

anden bevidsthed om, at DFU er der for at hjælpe dem. I dag fungerer DFU desuden som et reelt

serviceorgan for klubberne. Der er kommet en tydelig administrativ stabilitet, som betyder at mails

bliver besvaret, telefonen bliver taget, regninger bliver betalt osv. - og klubberne kan altid tage fat

i DFU med alle slags spørgsmål. Store som små. ”

I administrationen siger vi velkommen til Flemming og ser frem til et godt forår og en forhåbentlig

solrig sommer med en masse fede spring og hyggelige sommeraftener.