Vandkanoner og springere fejrede faldskærmspilot Niels Flensted
Århus Faldskærms Club sagde d. 15. marts 2026 ”tak for indsatsen” til klubbens pilot i gennem 48 år, Niels Flensted, idet han stopper som pilot. Det blev naturligvis markeret og fejret med en dejlig dag.
Det er en af de vigtigste personligheder i klubbens historie, som nu indstiller karrieren som pilot i klubben. Århus Faldskærms Club havde blot eksisteret i 8 år, da Niels Flensted i 1978 startede som faldskærmspilot i klubben. Niels’ hustru Astrid sprang i ÅFC på dette tidspunkt, hvilket var anledningen til at Niels skiftede fokus fra optræk af svævefly til faldskærmsflyvning. I de følgende næsten 48 år har Niels fløjet utallige lift med springere i ÅFC.
Altid munter, velforberedt og super skarp bag roret! Niels Flensted er naturligvis æresmedlem i ÅFC og meget afholdt blandt klubbens medlemmer.
Niels blev overrasket på dagen af venner, familie samt nuværende og tidligere springere. Det var en fantastisk dag, hvor der blev spist morgenmad, holdt taler, fortalt historier og set gamle kammerater. Familien fik en flyvetur i BIY, som Flensted har omkring 1100 flyvetimer i, og springerne fik mulighed for et sidste spring med Flensted som pilot.
Dagen sluttede af med vandkanoner på taxi ind fra landingsbanen arrangeret af tårnet.
Tak for indsatsen til Niels!
Tekst og fotos: Rune Harder, Århus Faldskærms Club
