Medaljehøst og fællesskab ved World POPS Meet 2026
Hele fire guld-, seks sølv- og tre bronzemedaljer kom de danske POPS’er hjem med fra World POPS Meet 2026, hvor mere end 85 faldskærmsspringere fra mindst ti nationer mødtes til ti dage med konkurrencer, socialt samvær og internationalt fællesskab.
POPS står for Parachutists Over Phorty Society og samler faldskærmsspringere over 40 år. Nogle springere har sprunget i fire-fem årtier og man er stensikker på at møde røverhistorier og springeventyr fra nære og fjerne egne.
World POPS Meet, der samler POPS’er hvert andet år, blev i år afholdt hos Sky Force i Polen. Tidligere har det været i Australien (flere gange), USA (flere gange), Spanien, Jordan, Canada, New Zeeland, Schweiz, Italien, Holland, Argentina, Tyskland (flere gange) og England (+ Chile, der blev aflyst af arrangørerne af ukendte årsager).
Under stævnet dyster deltagerne i en række klassiske og sociale discipliner. Her konkurreres både som nationale hold og scramble hold. For springerne handler turen dog om meget mere end medaljer, fortæller formand for POPS Danmark og TopPOP Jørgen Funk:
– Vi havde en rigtig god tur. Der var masser af spring, godt kammeratskab og hyggelige snakke med springere fra hele verden, siger Jørgen.
- En stor del af den danske gruppe havde ægtefæller eller partnere med og boede sammen på campingpladsen ved dropzonen. Her blev der hurtigt skabt en lille dansk lejr med flag, fællesspisning og masser af hygge mellem springene.
Sky Force dropzonen høster også stor ros.
– Pladsen fungerede virkelig godt med flotte hangarer, gode faciliteter og en restaurant, som også var åben for gæster udefra. Det hele var meget professionelt organiseret, fortæller Funk.
Guld i både 4-way og Speed Star
Danmark var repræsenteret i flere discipliner. I National 4-way stillede SOS-holdet (Skydivers Over Sixty) med Kim "Læsø" Daugaard, Michael Bøgh, Steener Oksbjerre og Lars Henrich, mens Niller (Niels Jensen) fløj video. Holdet havde forberedt sig det sidste års tid, både i tunnel og gennem træning i Spanien i foråret.
En af de mere sociale konkurrencer var Scramble 4-way, hvor deltagerne blandes på tværs af nationaliteter og aldersgrupper. Her endte Lars Hinrich og Jørgen Funk på det hold, der sikrede sig guld.
Danskerne var også med helt fremme i Speed Star, hvor ni springere skal bygge en stjerneformation hurtigst muligt efter exit. Her var Michael Bøgh med på vinderholdet.
- Der blev desuden konkurreret i både klassisk præcision og den publikumsvenlige disciplin Hit'n'Rock, hvor springerne efter landingen lægger skærm og seletøj og spurter hen til gyngestolen (The rock). Konkurrencen trak mange tilskuere, som heppede ivrigt fra sidelinjen. Niller vandt guld i JOS Hit’nRock. Før i tiden brugte man rigtige gyngestole, men de blev smadret af hårde landinger igen igen, og derfor er det i dag en lænestol eller lignende.
Tiden sammen på pladsen prioriteres
- For at være medaljeberettiget ved POPS World Meet skal deltagerne stille op i mindst to discipliner. Det understreger stævnets særlige kultur, hvor de fleste prioriterer både konkurrence og det sociale liv på dropzonen, ifølge Jørgen.
Velkomstmiddagen samlede deltagerne allerede den første aften, mens stævnet blev rundet af med en stor festmiddag med livemusik, trylleshow og fyrværkeri.
Selv om vejret drillede lidt de første dage, lykkedes det arrangørerne at gennemføre samtlige planlagte konkurrencerunder.
Deltagere fra hele verden
POPS World Meet samlede springere fra blandt andet USA, Argentina, Australien, New Zealand, Tyskland, Schweiz, Polen, Tjekkiet, Italien og en lynvisit fra Sverige.
Ved afslutningsceremonien skete der også et generationsskifte i den internationale POPS-organisation, fortæller Jørgen Funk:
- Den mangeårige World Top POP, amerikaneren James ”Guido” Davis, overdrog stafetten til Anne French, som bliver den første kvinde på posten. Guido har gennem mange år været en central drivkraft bag organisationen og den internationale resultatformidling.
TopPOP Jørgen takker Ole Mulla, Steener, Niller, Michael, Milton, Lars og Læsø for en fantastisk tur. Lige så stor tak til medrejsende partnere, og Helle Bendt, der havde en fremtrædende rolle som dommer.
Næste stop: Vamdrup
Har du lyst til at opleve POPS-fællesskabet, er det eneste krav, at du er fyldt 40 år og er aktiv faldskærmsspringer eller pårørende. For springere over 60 findes under POPS desuden SOS (Skydivers Over Sixty), mens JOS samler springere over 70 år og JOES for 80 år og opefter ;-)
Næste mulighed for at opleve stemningen bliver POPS Danmarks eget stævne i Vamdrup den 18.-20. september, mens næste års danske POPS-stævne afholdes på Sjælland.
Det næste POPS World Meet forventes afholdt om to år, men værtslandet er endnu ikke fundet, slutter Jørgen.
Du kan følge med her i POPS Danmark via deres side på facebook.
Fælles middag for deltagerne ved World POPS Meet 2026 hos Sky Force i Polen
Det danske POPS hold
Argentina laver opvisning
Hygge i campenAnita fra Schweiz modtog vesten, der gives til en POPS ildsjæl. POPS-medlem Jørgen Skov har haft æren at have vesten
"Læsø"
Niller vandt guld i JOS Hit’nRock
Lars Hinrich og Jørgen Funk endte på det hold, der sikrede sig guld i Scramble 4-way
Lars Hinrich
Alle deltager fik POPS-glas med hjem
Fotos: Maciej Załuski, Sky Force og POPS
